Test af Witt Etna Rotante
Stjerner:
★★★★★
Pris:
5.000 kr.
Opvarmning:
Gas
Bager gode pizzaer - men tung, stor, besværlig og dyr.
Witt Etna Rotante er en pizzaovn, hvor bagestenen drejer rundt automatisk. De umiddelbare fordele ved en roterende sten er dels, at du slipper for at rotere pizzaen og dels, at pizzastenen får en mere jævn varmefordeling, fordi stenens yderpunkter skiftevis er tættest og længst fra brænderne i takt med at stenen roterer.
Dertil har ovnen også en brænder under stenen, som er med til at give en endnu bedre varmefordeling.
Så langt så godt.
Men der er en del ting der trækker ned. Dels vejer ovnen 30 kilo (12 kilo mere end Ooni Koda)!! så det er altså ikke en du lige tager frem når du skal bruge den. Den er også stor - 20 cm. bredere end en Ooni Koda. Størrelsen du kan bage på er til gengæld den samme - ca. 40 centimeter. Og så hører jeg relativt ofte om problemer med at få brænderen under stenen til at tænde, og det roterende system kan også give problemer i længden.
Og det helt store spørgsmål - er en roterende sten overhovedet lykken?
Mit svar er nej. Jeg er ikke fan af de roterende pizzasten. Var jeg pizzaovn-producent ville jeg elske det. Det må være herligt, at man kan fordoble prisen ved at tilføje en lille drejemekanisme. Men som bruger er det ikke pengene værd.
Det er altså ikke så svært at dreje sin pizza selv. Og uanset om man har roterende sten eller ej, er man nødt til at holde øje med sin pizza under bagningen. Og man er også nødt til at løfte pizzaen op for at tjekke afbagningen af bunden - det bliver ikke lettere når pizzen drejer rundt.
Der kan være en fordel ved, at pizzastenen får en mere jævn varmefordeling, fordi stenens yderpunkter skiftevis er tættest og længst fra brænderne i takt med at stenen roterer. Modsat kan det faktisk også være en fordel, at man har et ovn-gulv med forskellige temperaturer - i min Ooni Koda benytter jeg ofte, at jeg har et lidt kolder hjørne, hvor pizzaen kan få en mere rolig afbagning, hvis den lige mangler det sidste.
Dertil kommer, at pizzaen jo kun får en helt ens varmetilførsel, hvis den ligger helt præcist i midten af ovnen og er helt præcis rund. Det er trods alt ofte, at det ikke er tilfældet.
Har man en ovn med et fast ovngulv, kan man selv styre afbagningen. Er kanten lidt tykkere i den ene side, kan man give pizzaen lidt mere der, har man lagt pizzaen lidt skævt i ovnen i første omgang, kan man rykke rundt på den. Var sidevarmen lidt for høj, kan man rykke pizzaen lidt længere væk fra flammerne. Alt sammen noget, der ikke kan gøres med en roternede sten. Så hvorfor betale for sådan en?
Konklusion: Med den relativt høje pris, den uhandy størrelse og faren for tekniske problemer, så ender den på tre stjerner.
Men uanset hvilken ovn du bruger - så er pizzadejen vigtig! Så tjek mine opskrifter på pizzadej her.