Test af pizzaovn til gas- og kulgrill
Stjerner:
★★★★★
Pris:
300-600 kr.
Opvarmning:
Grill
En god muligheder for nybegynderen
Der findes mange af den her type pizzaovne til gas- og kulgrill. Nogen af de mest kendte mærker er Mustang Pizzaovn og Hacienda Pizza Box. Uanset hvad, så virker de på samme måde, så køb den billigste, du vil ikke kunne mærke forskel.
Når man bare lægger en pizzasten direkte på grillen, så ender man stort set hver gang med at få alt for meget undervarme i forhold til overvarme, og derfor får man sort bund og en top der ikke er færdigbagt.
Det problem afhjælper de her små pizzaovne, fordi de med deres metalhus giver en bedre varmefordeling.
Men hvor webers pizzaovn er designet til at dække hele grillen, er de her designet til at blive stillet ind på en del af grillarealet. Det gør, at der kommer en mindre koncentreret varmestrøm ind i ovnen, og dermed bliver overvarmen lavere. Det betyder, at du let kan stå med samme problem som med pizzastenen - altså for meget undervarme og for lidt overvarme.
Et andet problem er, at hvis din grill ikke har en relativt høj power, så kan du godt ende med en pizzaovn der slet ikke er varm nok. Jeg har prøvet en ovn på en GrillGrill der havde en meget middelmådig power, og der var det helt umuligt at få et godt resultat. Til gengæld har jeg også haft en ovn til min Weber Summit, hvor det faktisk fungerede overraskende godt, når jeg satte ovnen på den del af grillen, hvor sear station'en er, så ovnen kunne stå over tre gasblus på samme tid.
Har du en klassisk rund kuglegrill og fyrer med kul, så bør du se dig om efter en anden løsning. Det spiller bare ikke med kul, der er alt for stor variation i varmeafgivelsen, og den fungerer kun hvis man sætter låg på grillen, og så bliver det hele bare bøvlet.
Så alt i alt - det er ikke hvilken model/mærke du køber af den her type der har betydning - det er kvaliteten af din grill. Men har du en gasgrill med sear station og god power, og er det din første ovn, og kan du få den på tilbud til 300-400 kr., så kan det godt være et ok første køb. Derfor 2 stjerner.
Men uanset hvilken ovn du bruger - så er pizzadejen vigtig! Så tjek mine opskrifter på pizzadej her.