Test af Nexgrill pizzaovn - Ora
Stjerner:
★★★★★
Pris:
2.500 kr.
Opvarmning:
Gas
For meget lir, for lidt brugervenlighed.
Ikke en ovn der kan anbefales.
Kan den bage udemærkede pizzaer? Svaret er ja. Men det er på ingen måde takket være de pimpede tilføjelser af en røgboks og manuelt roterende sten.
Første irritationsmoment er, at du kun kan lave pizzaer i børnestørrelse. Selvom ovnen er 5 cm. bredere og vejer 5 kilo mere end Ooni Koda 12, så kan du lave markant mindre pizzaer. Årsagen er simpel - med den roterende sten er du nødt til at have en "sikkerhedsafstand" fra kanten af din pizza til kanten af stenen, og eftersom pizzastenen i Nextgrill er 30 cm, er du altså nede på at kunne lave pizzaer der max har en diameter på 26-27 cm. Det er et kæmpe no-go for mit vedkommende.
Hvis så bare den roterende sten havde været en gevinst i sig selv. Men det er den ikke - det er nærmere en dårlig gimmick. Det giver kun mening at dreje på pizzastenen, hvis man samtidig kan se hvilken del af pizzaen der vender ind mod flammerne - men det betyder, at man ret let får svitset øjenbrynene når man forsøger at kikke ind i ovnen mens man samtidig har armen omme på siden af ovnen. Det fungerer bare rigtig dårligt, og SÅ mange gange skal man altså heller ikke vende en pizza.
Og apropos svitsede øjenbryn, så giver de omtrent lige så meget røgsmag til pizzaen, som den fuldstændigt ubrugelige røgboks, der er sat på ovnens låg. Det giver absolut ingen effekt på pizzaens smag, fordi røgen trækker ud under loftet uden at fange pizzaen! Til gengæld er det en ekstra glæde, når røgen siver ud under ovnens loft og man samtidig har hovedet lige foran ovnrummet, fordi man forsøger at dreje pizzastenen. Alt i alt en rigtig skønhedskur, når man står uden øjenbryn og med røde øjne der løber i vand fra røgen ;-)
Nogen steder bliver ovnen rost for at have en "hylde" foran selve ovnrummet. Det er typisk noget man skal købe ekstra til f.eks. en Ooni Koda, så det er jo et plus ... eller nej - det er det faktisk ikke. For sammenligner man med en Ooni Koda 12, så er de to ovne lige dybe (63 cm.), så reelt er hylden på Nextgrill bare udtryk for, at man har fjernet noget af loftet på ovnen. Og det er til gengæld et kæmpe problem. For det gør ovnrummet meget lille og betyder, at pizzastenen er næsten helt op af flammen. Det giver alt alt for meget sidevarme - noget man kan afhjælpe i en Ooni Koda 12 ved at trække pizzaen længere væk fra flammerne.
Og så lige en bemærkning om hovedforhandlieren, der er Coop. Kunne de ikke vælge en prispolitik, der i lidt mindre grad forsøger at snyde deres kunder? Jeg hader, at de på mange af deres produkter (Nexgrill Ora inkluderet), sætter en urimeligt høj startpris, for derefter konsekvent at tilbyde den billigere med "medlemsrabat" og derudover kører med en lang række "særtilbud", hvor de så sætter den yderligere ned. Så det er svært at sige hvad den reelt koster. Men regn med, at du i hvert fald kan købe den "på tilbud" til 2.500 kr.
Alt i alt minder ovnen lidt om noget en smart reklamemand har fundet på, uden at have rigtig forstand på pizzaovne. Og så er den ikke engang billig. Så der findes helt klart bedre alternativer på markedet. Derfor får den 2 SMÅ stjerner ud af 5 stjerner.
Men uanset hvilken ovn du bruger - så er pizzadejen vigtig! Så tjek mine opskrifter på pizzadej her