top of page

Test af Morsø Forno Spin

Stjerner:

★★★★★

Pris:

3.500 kr.

Opvarmning:

Gas

Fungerer udmærket. Er den pæn?

Test af Morsø Forno Spin

Den har vundet en designpris, så den er åbenbart pæn? Men ok - den er i hvert fald pænere end en Cozze.


Men uanset udseende, så er det jo det indre der tæller. Så hvordan bager den pizzaen? Det gør den sådan set udemærket, men den mangler en biscottosten for at være rigtig god. 


Ovnen kan fin blive varm og nå de 500 grader, men fordi Morsø har valgt en keramiske sten frem for en biscotto, så er det sværere at bage bunden perfekt. Det trækker en del ned. 


Dertil har ovnen en roterende pizzasten. Er det en god ide? 


Mit svar er nej. Jeg er ikke fan af de roterende pizzasten. Var jeg pizzaovn-producent ville jeg elske det. Det må være herligt, at man kan fordoble prisen ved at tilføje en lille drejemekanisme. Men som bruger er det ikke pengene værd.


Det er altså ikke så svært at dreje sin pizza selv. Og uanset om man har roterende sten eller ej, er man nødt til at holde øje med sin pizza under bagningen. Og man er også nødt til at løfte pizzaen op for at tjekke afbagningen af bunden - det bliver ikke lettere når pizzen drejer rundt. 


Der kan være en fordel ved, at pizzastenen får en mere jævn varmefordeling, fordi stenens yderpunkter skiftevis er tættest og længst fra brænderne i takt med at stenen roterer. Modsat kan det faktisk også være en fordel, at man har et ovn-gulv med forskellige temperaturer - i min Ooni Koda benytter jeg ofte, at jeg har et lidt kolder hjørne, hvor pizzaen kan få en mere rolig afbagning, hvis den lige mangler det sidste. 


Dertil kommer, at pizzaen jo kun får en helt ens varmetilførsel, hvis den ligger helt præcist i midten af ovnen og er helt præcis rund. Det er trods alt ofte, at det ikke er tilfældet. 


Har man en ovn med et fast ovngulv, kan man selv styre afbagningen. Er kanten lidt tykkere i den ene side, kan man give pizzaen lidt mere der, har man lagt pizzaen lidt skævt i ovnen i første omgang, kan man rykke rundt på den. Var sidevarmen lidt for høj, kan man rykke pizzaen lidt længere væk fra flammerne. Alt sammen noget, der ikke kan gøres med en roternede sten. Så hvorfor betale for sådan en?  


I Morsø Forno Spin er det for øvrigt endnu værre end i de andre ovne med roterende sten. I Forno Spin ligger den runde pizzasten og svæver inde i ovnen. Det betyder, at der lettere kommer snavn og melrester m.m. ned i bunden af ovnen, end der gør i de fleste andre ovnen. Man er nærmest nød til at stoppe stenen, når man skal have pizzaen i ovnen, og så tænde igen for at være sikker på at man rammer rigtigt. Ikke vilde besværligt, men alligevel - jeg vil hellere bruge tiden på min pizza, end at skulle trykke på alle mulige knapper hele tiden. 


Og så er der bare den generelle problematik med, at jo mere teknik man kommer i noget, jo flere problemer kan der opstå. Så personligt holder jeg mig fra de roterende sten.


Konklusion: Med den relativt høje pris og den manglende biscotto sten, så ender den på tre stjerner. Også fordi jeg personligt ikke giver den ekstra point for den roterende sten, som jo nok må være ovnens primære salgsargument.


Men uanset hvilken ovn du bruger - så er pizzadejen vigtig! Så tjek mine opskrifter på pizzadej her.

bottom of page