Herlig smagsfuld ost, med en mere tæt konsistens end den butikskøbte. God til salat og også god på pizza.

INGREDIENSER
3 liter uhomogeniseret sødmælk (f.eks. almindelig økologisk sødmælk)
1 tsk. citronsyre
1 tsk. osteløbe
2 spk. fint salt (uden jod)
1 dl. kogt vand
Saltlage: 5 dl. kogt vand 1 spk. salt
FREMGANGSMÅDE
Kog 6 dl. vand og køl ned til stuetemperatur.
Lav en saltlage af 5 dl. af vandet blandet med 1 spk. salt og kom i en lufttæt beholder med låg. Dine mozzarellakugler skal opbevares i lagen.
Det sidste vand skal bruges til selve mozzarellaopskriften.
Kom mælken i en tykbundet gryde.
Bland citronsyren op i 1/2 dl. af det kogte og nedkølede vand.
Tilsæt citronsyren til mælken under omrøring.
Sæt gryden på et kogeblus og varm forsigtigt mælken op til 32 grader.
Tag gryden af blusset.
Bland osteløben med 1/2 dl. af det kogte og nedkølede vand og kom i gryden til mælken under omrøring.
Læg låg på gryden og lad mælken stivne i 10 minutter.
Skær den stivnede mælk med en kniv, der kan nå ned til bunden.
Skær først diagonalt, så du har striber, af 3 cm. tykkelse.
Skær derefter horisontalt med striber af 3 cm. tykkelse, så du ender med at have tern i 3x3 cm. størrelse.
Tilsæt 2 spk. salt.
Kom gryden på blusset igen, og varm forsigtigt blandingen op til 42 grader. For at sikre en jævn varmefordeling kan du "skvulpe" lidt med gryden eller røre meget forsigtigt rundt - men undgå at ternene bliver alt for ødelagt.
Tag ostemassen op af gryden med en hulske og læg i en skål.
Lad ostemassen dryppe af i cirka et minut, og hæld eventuel væske tilbage i gryden til den øvrige valle.
Gem vallen i gryden.
Del ostemassen i 2 lige store stykker.
Tag et stykke ostemasse, kom i en beholder med låg og sæt i mikrobølgeovnen ved 500W i 40 sekunder.
Tag ostemassen op af beholderen og stræk den ved at trække, folde sammen, vende 90 grader og gentage.
Derefter formes massen til en kugle ved at folde kuglens sider ind under kuglen (det er samme teknik som jeg bruger til pizzadej - se siden her).
Optimalt skal du helst forme kuglen færdig efter første tur i mikrobølgeovnen, for jo flere gange den varmes op, jo hårdere bliver osten.
Men stivner osten for hurtigt første gang, kan du give den en tur mere på 20 sekunder i mikrobølgeovnen, og så forme den til en kugle hurtigt efter.
Så snart osten er æltet færdig, placeres den i den lufttætte beholder med saltlagen og sættes på køl.
Du kan for så vidt bruge osten med det samme, men den får en mere fyldig smag, hvis den får lov at lagre i 1-3 dage.
Holdbarheden i saltlagen er cirka 4-7 dage.

