Helt fantastiske frikadeller. Saftige, god stegeskorpe og med løg der ikke knaser.
INGREDIENSER
Marinering af kylling:
1 løg
400 g. hakket kalv og flæsk
7 g. salt - svarende til godt 1 tsk.
Peber
2 spk. mel
1 æg
1,5 dl. mælk
Olie og smør til stegning
FREMGANGSMÅDE
Frikadeller og løg! Selv den bedste frikadellefars kan blive ødelagt af store stykker knasende løg. Men løsningen ikke at rive løget - det gør ikke noget godt for smagen, og samtidig gør det farsen tungere og mere fast. Løsningen er derimod, at hakke løget meget fint, og derefter give det en tur på panden, inden det kommer i farsen. Så er du sikret fine små stykker bløde løg, der blander sig perfekt med farsen.
Step 1:
Hak løget så fint du overhovedet kan.
Steg det finthakkede løg på en pande med lidt olivenolie (eller smør), til stykkerne er blanke og begynder at tage svagt farve.
Tilsæt lidt hvidvin eller vand og steg til væden er væk.
Tjek, at de finthakkede løgstykker er blevet bløde og ikke knaser, når du bider i dem.
Kom løgene over i en skål, og lad dem køle af til stuetemperatur.
Step 2:
Hæld mælk i skålen med det hakkede løg.
Tilsæt æg.
Tilsæt salt og peber.
Rør rundt.
Tilsæt kødet.
Drys melet over kødet.
Rør farsen rundt, til den er samlet og begynder at føles sej, men pas på med at røre for meget - så bliver din fars for tung og tæt.
Stil farsen på køl 20-60 minutter.
Step 3:
Kom lidt olie og en god klat smør på en pande.
Tænd blusset på mellemhøj varme (6-7 på en skala fra 1-9).
Form frikadellerne med en ske og din håndflade, og kom dem på panden (Jeg plejer at gå efter en størrelse, som er lidt mindre end en fuld spiseske).
Steg frikadellerne i 5 minutter på hver side. Vend gerne et par gange, så du er sikker på, at begge sider bliver stegt perfekt.
Hvis du laver en så stor portion, at du må stege af flere omgange, er det vigtigt at tørre panden af med køkkenrulle efter hver portion - og derefter tilsætte nyt fedtstof.